Aktuelt fra marken uge 26, 2021
Vækst
Roerne kunne de fleste steder godt trænge til vand, og vi håber at vejrudsigten for den kommende uge holder. Regnen der nu kommer vil være godt for roernes vækst.
Skadedyr
Der er i vores varslingssystem ikke fundet mange sorte bedebladlus og det er oftest mest i kanterne af markerne og med en meget lille forekomst. Bekæmpelsestærsklen er ved mere end 50 % roeplanter med kolonidannelse, og så høj forekomst er ikke fundet inde i markerne.
Teppeki er nu blevet godkendt endeligt til anvendelse i bederoer til bekæmpelse af lus.
Enkelte steder kan langs hegn (træer og buske) ses angreb i kanten af marken af bladtæger, som giver gule bladspidser og krusede blade. Ved kraftige angreb kan en randbehandling med Karate/Lamdex være aktuel.
Roeblade efter angreb af bladtæger. Bladene er krusede, med gule bladspidser og ofte kan ses en sort plet i bladnerverne på undersiden af bladene, hvor tægerne har stukket.
Mikronæring
Tilførsel af bor er stadig relevant, hvis det ikke allerede er gjort. Mangan kan også stadig udbringes.
Stokløbere og ukrudtsroer
Inden for de næste par uger er det tid for første gennemgang af markerne for bortlugning/fjernelse af stokløbere og ukrudtsroer for at undgå dannelse af spiredygtigt frø.
Gennemgang af markerne for stokløbere og ukrudtsroer bør gentages igen senest i midten af august.
HUSK!
- Betaling af roefrø købt hos Nordic Sugar, senest 15. juli ,for at undgå rentetilskrivning. Roefrø modregnes ikke i Slutopgørelsen fra 2020, der kommer til udbetaling 15. juli.
- Bestilling af Carbokalk - ellers bestil her
- Kontrakttegning til 2022: Der er nu indgået ny aftale – følg med her på hjemmesiden for at se, kontrakttegningen starter mandag d. 5 juli 2021.
- Du kan nu se din transportør for kampagnen 2021 på Mine sider.